Jeg boede 7 måneder på Sardinien i 2005, og siden har jeg været tiltrukket. Jeg har besøgt Sardinien 2 gange siden jeg vendte hjem og i aften drager jeg afsted på min 4. tur til Dorgali, Cala Gonone, Golfo Orosei og hvad de lune steder ellers hedder. Hver gang viser nye sider af øen sig og hver gang fornemmer jeg hvordan jeg kan bruge rejsen ret forskelligt. Sidste år klappede alting, og jeg kom hjem med en renset sjæl. Det er godt for sjælen at være på Sardinien.
I år håber jeg på at kunne gøre sidste års kunststykke efter. Forhåbentlig får jeg og min følgesvend Hr. Eggert Pedersen nogle gode dage på vandet. Ikke sikkert at vi kommer tættere på vores drøm om at ro hele vejen rundt. Givetvis kommer vi til at ro en strækning som allerede er tilbagelagt et par gange. Så formentlig er det gensynsglæden der er i højsædet. Gensynsglæde kan være godt for sjælen, men kan også bære nostalgien i sig.
Pionerturen rummer ren sjælerenselse.
Det er en underdrivelse at sige at jeg er spændt på turen. Jeg har ikke ladet op på nogen usædvanelig vis, men blot lade dagen for afrejsen oprende. Denne mangel på mental forberedelse gør det endnu stærkere og lykkeligt at finde pas og pandelygte frem på selve dagen for afrejse.
Jeg skriver dette lille indlæg som plaster på min rastløshed og som en apetitvækker for den foto/lyd-montage jeg planlægger at ligge op på bloggen når jeg vender hjem.
Posts
kan du evt uddybe lidt kring med den lokale ostekultur?
ReplyDeletegodt inläg ellers!